Ord og begreber

Kosmos, Rummet, Verdensrummet eller Universet ???

Ordene bliver brugt i flæng om tilsyneladende samme begreb, afhængig af hvordan vi opfatter tingene. Om det er mellem lægmand eller astronomer, om det er med et religiøst fortegn o.s.v. Men det kan ikke entydigt siges, at ordene dækker over det samme.

Ordet kosmos henviser til en ordnet størrelse, modsat kaos, der betyder uorden.

Rummet mellem stjernerne kalder vi naturligt nok for det Interstellare rum, og i lidt større skale det Intergalaktiske rum eller medium, for helt tomt er der nu ikke.

I vores dagligdag bruger vi mest ordet rum om en afgrænset størrelse, f.eks. hvor mange rum er der i lejligheden, det er et dejligt rum at være i, en rumlig fornemmelse o.s.v.

Andreas Mogensen var den første dansker i rummet...

Jovist, men altså knapt 400km over vore hoveder, kortere en afstanden til Stockholm og ca. 1/1000 af afstanden til vores Måne, og trods ISS-rumstationen bevæger sig med en rasende fart på ca. 28.000km i timen, vil det tage mange år at nå ud til blot de fjerneste planeter i vort eget solsystem med denne langsomme hastighed. Blot 1 døgn efter lyset har forladt Solen, har det forlængst passeret PLUTO!

Når vi taler om billeder som er optaget af meget svage objekter milliarder af lysår borte, bruges udtrykkende "deep-field", "ultra deep-field" og "extreme deep-field" som samtidig indikerer, at der er tale om et meget lille udsnit af Universet på få buesekunder eller mindre. ( 1 buesekund = 1/1.296.000 af en cirkel)

Når astronomer taler om  exoplaneter i vores "nærområde", mener de indenfor

100 lysår (Proxima Centauri ligger kun 4,2 lysår borte), og mange af de klare stjerner vi kan se på nattehimlen, ligger under 1000 lysår væk fra Jorden. Den klareste stjerne Sirius er blot 8,6 lysår fra os.

Vi bor i en galakse, som vi på mange sprog kalder Mælkevejen (græsk: Gala + Axias) hvor den fx på svensk hedder Vintergatan, al den stund vi kun kan se den om vinteren her nordpå. Det er synet af det lysende bånd af stjerner vi kan se som vi kalder for Mælkevejen, hvilke kun udgører en del af vores spiralgalakses samlede antal stjerner. For at se mod galaxens centrum Sagittarius, skal vi ned på den sydlige halvkugle.

Vi er godt 26.000 lysår fra dens centrum, hvilket vi i nyere tid har døbt et sort hul. Her kommer sproget  ind og driller igen, for når vi dagligt omtaler et hul, så er der ingenting inden i, og "han stod og stirrede ned i et sort hul" kan både betyde, at  han kiggede ned i et meget dybt og dermed sort hul i jorden, eller han havde det skidt, og var gået i "et sort hul."

Sorte huller er et begreb i astronomiens verden om den største massetæthed vi kender med så enormt et tyngdefelt, at selv lyset ikke kan undslippe, så det burde vel  egentlig hedde det som det refererer til: en "sort masse". Indtil omkring 1970 brugte man betegnelsen "gravitationskolapset objekt" men det syntes en ung student ved en forelæsning var et langt og besværligt ord, og foreslog derfor "Black Hole," og i vanlig populistisk stil, har dette misvisende ord så blevet hængende, hvilket jeg beklager dybt på fysikkens vegne. Mere mundret kunne vi kalde det for tyngdekolapset objekt eller masse.

Hvis Jorden blev presset sammen til en "sort masse", ville den i teorien blive på størrelse med en hasselnød. (det er dog endnu ikke efterprøvet:-)

Vi kender en diamant som et  superhårdt og sammenpresset  materiale, men set på det atomare plan,  er der masser af plads inden i, og den er en eminent varmeleder.

"Han bar en jakke i noget mørkt stof". Her menes næppe det samme som når vi bruger udtrykket i astronomien, for her er der tale om noget vi ikke rigtigt ved hvad er,

hvor det er, og hvor meget der er, men mener pt. at det udgører det meste af det samlede Univers. Om et par årtier har vi nok en anden opfattelse af det tomrum der er imellem stjerner og galakser, og der venter helt sikkert endnu flere ingredienser i den kosmiske suppe end dem vi har kendskab til idag -spændende:-)

Tyngdekraften bøjer lysets vandring gennem Universet, og en del af det vi får øje på langt væk, eksisterer slet ikke  mere.

Vores Mælkevej anses at have en udbredelse på godt 100.000 lysår, der er omkring 2.3 millioner lysår ud til vores store nabogalakse Andromeda, og det Univers vi kender til i dag, antages for at være knapt 14 milliarder år gammelt i følge Big Bang-teorien.

Teorien er et rimeligt bud med den viden vi har i dag, dog endnu ikke et bevist faktum!

Da Universet er i konstant udvidelse, er det således kun mellem stjernerne og de nærmeste galakser vi direkte kan oversætte lysår til afstande.

Måske er det en uendelig cyklus der udvides og trækkes sammen over 50, 100 eller endnu flere milliarder af år?

SENESTE NYT 2024: Vi bliver flere og flere der finder "cyclus-antagelserne" for logiske,

og foråret 2024 har man registreret en fjerntliggende kæmpe Quasar der "spiser" sine omgivende Galaxe i et hidtil uset tempo, svarende til godt 1 solmasse i døgnet. Når den er færdig med det, har vi et  Gravitationskollapset Objekt (sort hul) på størrelse med Jordkloden eller mindre, der kan indeholde hele vores Mælkevej!

Det er kun godt 100 år siden Edwin Hubble opdagede, at Universet udvider sig...i hvad?

I et uendeligt "rum" så klart, og flere teorier går i dag på, at der højst tænkeligt kan være flere universer, også kaldet multiverser.

Vi kunne måske kalde dette uendelige rum, som det synlige Univers udvider sig i, for "Infinityalis" :-)

Mange af vore forfædre havde svært ved at fatte, at der fandtes mere end de par tusinde stjerner de kunne se med det blotte øje, anede intet om galakser, og de få de fik øje på, var nok indenfor samme rækkevidde som stjernerne. Da der hele tiden opstår nye stjerner mens andre dør, kender vi ikke- og kommer derfor  aldrig til- det nøjagtige antal, men et godt bud er >200 milliarder i vores egen galakse, og der kan meget vel være flere milliarder af galakser derude med trilliarder af planeter, mange langt ældre end vores egen. Livet er i Universet, så også her ska vi huske at sige her på Jorden, når vi taler om livets opståen. At rejse spørgsmålet om liv andre steder i Universet, bekræfter jo blot vores fortsatte Geocentriske (læs egocentriske) opfattelse, i dag kraftigt undetøttet af selfies, sociale medier  og metoo-kulturen.

Grundstoffet Brint (H) er en forudsætning for vand og liv her på Jorden, solen består af godt 75% brint, og det er det mest udbredte stof i hele Universet!

"Alt jeg ved er, at jeg intet ved" sagde gamle Sokrates godt 400år f.v.t. Andre har sagt:

"Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg at jeg intet ved."

Selv holder jeg mest af: "Jo mere vi ved, desto mindre behøver vi at tro" og det oldgamle udtryk: "Viden er ikke et synspunkt" er i dag modificeret til "#Viden er fandeme ikke et synspunkt" formuleret af astrofysiker Anja Andersen.

Mens videnskaben i dag er anderledes ydmyg overfor de til stadighed nye opdagelser, så det noget anderledes ud før i tiden. Her var Jorden som bekendt verdens centrum og alt kredsede omkring den, det vi kalder for et geocentrisk verdenssyn, hvor vi i dag har et heliocentrisk verdenssyn med solen (Helios) som centrum.

Men har vi altid ment, at Jorden var Universets centrum i fordums tider?

Næppe, for går vi mere end 5-6.000 år tilbage, havde Sumeerne o.a. kloge hoveder i bl.a. Indien og Kina, rimeligt godt styr på sagerne som vi kender dem i dag, så det geocentriske syn i de vestlige kulturer, må umiddelbart tilskrives "Skabelsesberetningen" i Det gamle Testamente, ellers rimer det jo ikke ...

Op gennem middelalderen mistede man hovedet hvis man påstod noget andet som bl.a. Giordano Bruno der mente, at der kunne være planeter omkring andre stjerner,  men folk som Kopernicus og senere Gallileo, vovede dog pelsen i samarbejde med kirken, men det var absolut ikke oplysninger der nåede ud blandt den almene befolkning, og selv  i dag er der millioner af mennesker der tror på det geocentriske syn (flest i USA og Mellemøsten) en del  af dem også, at jorden er flad som en pandekage, nok influeret af Ludvig  Holbergs "Erasmus Montanus":-)

Vores egen Tycho Brahe havde også ganske godt styr på sagerne, og som kunne indikere, at Jorden kredsede om Solen som Kopernikus havde antaget små 100år tidligere, men at det skulle foregå med en hastighed på 107.200km i timen, havde han svært ved at acceptere, hvilket kan være medårsag til, at han gik i graven med et geocentrisk verdenssyn, få år inden Galileo Galelei introducerede teleskopet.

Befolkningen blev - også dengang - opskræmt af sådanne vilde påstande, og det var først i 1666 den gode Isaac Newton med sin tyngdelov fik skabt lidt ro over feltet, sådan da.

Jeg kræver ikke at læseren helt forstår disse enorme størrelser og begreber.

Min pointe er blot, at mens vi kan forsøge at begribe så meget vi kan, er der andre ting vi blot må acceptere, fremfor at begrænse os af akademisk hovmod.

Det sker vi bruger udtrykket "det kan jeg ikke forestille mig, selv i min vildeste fantasi" men lad dig ikke begrænse af selv din vildeste fantasi, da virkeligheden rummer langt mere!

Det kan være nogle kloge hoveder i fremtiden kan  indføre nogle nye ord og begreber, så det rum som astronauterne på ISS flyver rundt i oppe over vores hoveder, ikke har det samme ord for "det"  som vores Univers udvider sig i:-)

Op gennem menneskets historie, har astronomi og religion ofte gået hånd i hånd, mens det på andre tidspunkter har ført til voldsomme krige og akademiske slagsmål, og den konflikt vil nok gentage sig til evig tid. Astrologi må siges at være en sammenblandning af de to begreber, mens videnskab er videnskab.  Dog sker det, at nye opdagelser rokker ved gamle teorier og antagelser, og så må bøgerne skrives om. Tak for det.

 #Viden er fandeme ikke et synspunkt!

Ole B. Ørsted

"Infinityalis"